INDVIELSE AF MIDDELFART SPAREKASSE
Middelfart Sparekasse har fået et nyt hovedsæde, som HVIDT ARKITEKTER har stået for indretningen af, mens selve bygningen er tegnet af 3XN. Domicilet, der ligger ud til Vejle Fjord, rummer storrumskontorer, kantine, repræsentative lokaler samt kundecenter og huser ca. 100 medarbejdere.
Udover specialdesign af fast inventar som f.eks. reception, bestyrelsesmødebord, kantineborde, ’kasser’ til kundecentret m.v. har tegnestuen udarbejdet et gennemgående koncept for farver og materialer samt løst inventar – inspireret af vandet og fjordens sten. Arbejdsområderne er således belagt med tæpper i forskellige blå nuancer, mens inventaret er hvidt på alle vertikale flader og mørkeblåt på horisontale falder. De blå tæpper strømmer videre ind i mødezonerne, der derudover refererer til havets fauna med mødeborde i egetræ og andet inventar i brune og grønne nuancer. I bestyrelsesafsnit og kantine er der lagt egetræsparket, hvorpå der arbejdes med varme farver så som orange og brun. I kundecentret knyttes de forskellige temaer sammen af blåt og hvidt samt orange inventar.
Middelfart Sparekasse lægger stor vægt på, at det er medarbejderne, der er deres vigtigste ressource, og koncernen er flere gange blevet kåret som landets bedste arbejdsplads. På baggrund af dette var det naturligt at arbejde med en stor grad af medarbejderinddragelse i indretnings- og designprocessen. Der blev derfor dannet en række fokusgrupper, som hver især udarbejdede en et sæt kravsspecifikationer, som blev lagt til grund for det videre arbejde. Derudover blev der løbende holdt møder med medarbejderrepræsentanter under indretnings- og designarbejdet. Resultatet er et funktionelt og æstetisk meget smukt projekt med en markant farvesætning og en stilren materialeholdning.
Sparekassens ledelse er meget tilfreds med både med det endelige indretningsmæssige resultat og med processen med inddragelse af medarbejdere m.m. undervejs.
April 2010
Bygherre: | Trekantens Ejendomsselskab A/S |
Areal: | 5.000 m². |
Status: | Færdigt 2010 |
Ydelse:
| Indretning - herunder farvesætning og materialeholdning - samt design af fast inventar |
Adresse: | Algade 69 |

