ESRI HEADQUARTERS HÆDRES AF AMERICAN INSTITUTE OF ARCHITECTS
The American Institute of Architects hædrer HVIDT ARKITEKTERs ESRI-hovedkvarter med en ‘Merit Award for design excellence’ ved AIAIC Design Awards 2011. Udmærkelsen gives for bygningens markante skulpturelle design, lette, lyse og åbne udtryk samt indpasning i det omgivende tæt beplantede landskab.
I januar fik byggeriet en guldpræmie af Amerikanske Ceilings & Interior Systems Construction Association for sit smukke auditorium, der har et usædvanligt højt akustisk niveau og betegnes som state-of-the-art inden for sit område.
Domicilet består af to bygningsvolumener og et stort mellemliggende glasatrium, hvor indgangspartiet er placeret. De to volumener er beklædt med californisk red wood i en varm orange farve. Atriets facader står som store sammenhængende glaspartier, der er opført i rammeløst glas, monteret på lette stålkonstruktioner med diskrete stålbeslag. Med sine 14 meter i højden udgør disse glaspartier verdens højeste tophængte glasfacader.
Mellem atriet og de to volumener står to betonskiver, der på hver sin side af byggeriet stikker ud i landskabet i fuld bygningshøjde. Skiverne, der står vinkelret mod facaderne, understreger byggeriets formmæssige diversitet og dets struktur, der er præget af klare vinkler og enkle vertikale og horisontale linjer. Den kølige stål- og glaskonstruktion indgår i et fint samspil med træets levende orange farve og de to lyse betonskiver, der både inde og ude flere steder matches af belægning, trapper, balkoner og andre fine detaljer i beton. Det store atrium og de delvist fritstående betonskiver bidrager til at skabe en glidende overgang mellem byggeriets indre og landskabet udenfor.
Juli 2011
Tegninger og visualiseringer af ESRI Headquarters
Projektdata på ESRI Headquarters
American Institute of Architects

